Fiskedagbog 2005
15.   11-12-2005 Mariager fjord - Ørnedal
Se billeder fra turen!

Erik og jeg mødtes ved fjorden kl. 9. Vinden havde lagt sig en smule siden i går, men var stadig kraftig. Vi fik rigget til og gik ud langs den østlige del af vigen. Skoven går helt ned til vandet i denne del af vigen, og vi mente, at det nok ville give en smule læ. Da vi kom derud var vinden acceptabel til vores evner med fluestangen. På grund af vinden var vandet farvet en del, så jeg valgte at montere 2 meget synlige fluer på forfanget: Juletræet som endeflue og Pink glimmertangloppe som ophænger.

En lille times tid gik uden at mærke eller se fisk i overfladen. Men så skete der noget. På ret kort line mærkede jeg et lille nyk i fluen. Det kunne såmænd være en sten, men jeg stoppede indtagningen et par sekunder og gav derefter fluen lidt fart, og nykket kom igen. Jeg fortsatte med at indtage fluen med lidt fart på, og så huggede fisken. Det viste sig at være en lille hidsig undermåler der havde taget ophængeren, og jeg fik den hurtigt trukket ind til mig og løsnet den i vandet. Kort tid efter var der hug igen. Det var igen på meget kort line, men nu kom hugget første gang, og hugget var kraftigt. Fisken ruskede et par gange i stangen og gik roligt rundt foran mig. Jeg fik den presset lidt op mod overfladen og kunne se at den havde taget endefluen. Finnerne brød overfladen, så der var ingen tvivl om at det var en pæn fisk. Nu havde den og jeg altså bare ikke samme dagsorden. Den valgte at stikke ud af, og jeg kunne blot lade den gå. Efter nogen meter stoppede den op, rystede hovedet fra side til side et par gange, og fri var den. Pokkers også! Jeg havde allerede glædet mig til havørred forret i aften. Heldigvis kom Erik gående med 2 øl til deling, så det rettede lidt op på ærgelsen.

En times tid senere var der igen bud efter fluen. En fed ørred tæt på målet (desværre under) tog ophængeren, og gav en god fight. Det rettede lidt op på skuffelsen over den mistede fisk. Men fangstglæden ændrede sig hurtigt til ærgelse igen. Da fisken var afkroget, og jeg begyndte at trække linen ud for at kaste igen, sagde det "smack" og min to-delte fluestang var med ét konverteret til en tre-delt. Topdelen var knækket, så her sluttede fisketuren...!

Vejret: Halvskyet, 4-6ºC, 6-8m/s NV.

14.   20-10-2005 Mariager fjord
Se billeder fra turen!

Erik og jeg havde hørt og læst et par gode kommentarer til det nye kunstagn Berkley Gulp. Og i vores iver efter at prøve noget nyt (læs: forøge fangststatistikken), havde vi da også anskaffet en pakke til deling. I dag var det så vores mission, at Gulpen skulle prøves i fjorden.

For at nå et par timers fiskeri, stoppede vi lidt tidligere på arbejdet i dag. Erik skulle også lige en tur hjem og lufte vovsen, inden han kunne fiske med god samvittighed. Jeg var nede ved fjorden ved 16-tiden. I dag var det så spinnestangen der blev rigget til, med et 20gr. let synkende bombarda flåd, et par meters line og en ormekrog. Jeg monterede den ildelugtende Gulp som var det en regnorm, og så ellers i gang med fiskeriet. Jeg måtte dog hurtigt erfare, at måden Gulpen var monteret var meget uhensigtsmæssig. Den blev simpelthen flosset op under kastet, og efter 3 kast forsvandt den i kastet. Jeg gik slukøret op til bilen igen, for det var jo ikke lige hvad jeg havde regnet med. Erik var dukket op og stod med et smøret grin, da jeg viste mig med den tomme krog. Vi fik en snak om montage af Gulpen, og det endte med, at jeg monterede den ved at stikke krogen helt igennem kroppen og tilbage igen.

Vi fiskede en halvanden times tid og gik op for at få en kop kaffe. Gulpen var blevet siddende, omend den var noget medtaget af fiskeriet. Vi havde set en enkelt fisk i overfladen men ikke mærket noget. Efter et kvarters pause fiskede vi videre. Erik havde skiftet Gulpen ud med et blink, men jeg fortsatte med Gulpen. Nu var den så medtaget at den efter få kast faldt af krogen, og jeg satte i stedet et Juletræ for enden af linen. Det begyndte så småt at blive mørkt ved halv syv tiden, men vi fortsatte fiskeriet frem til klokken syv. Ingen af os havde set flere fisk, og havde desværre heller ikke mærket noget.

Der var fortsat utroligt mange kutlinger inde på det lave vand, så det var egentligt mærkeligt at vi ikke så flere fisk.

Vejret: Overskyet (lidt regn), 10-12ºC, 6-7m/s S.

13.   08-10-2005 Mariager fjord

Tre måneder siden sidste fisketur - det er alt for længe. Flere gange i den seneste tid har fiskeabstinenserne også vist sig som uimodståelig trang til at pakke fiskegrejet og smutte en tur til åen eller fjorden. Hver gang har der dog været andre gøremål som blev prioriteret højere (forfærdeligt at det kan ske:-). I går aftes var abstinenserne dog så voldsomme, at de ikke kunne modstås. Fiskegrejet blev klargjort og pakket til den forestående morgentur, og det i sig selv var dæmpede dem.

Det var endnu mørkt da jeg stod op. Normalt er det ensbetydende med, at jeg bare vender side og lukker øjnene igen - men ikke i dag. Jeg kom hurtigt ud af sengen, fik lidt hurtigt morgenmad, brygget kaffen og så af sted. Klokken halv syv var jeg i gang med at rigge fluestangen til. Det var helt vindstille, og selv om det ikke var helt lyst endnu, kunne det alligevel tydeligt ses, at fjorden var blankt som et spejl.

Jeg startede fiskeriet nedenfor parkeringspladsen og gik mod højre. Jeg havde vel fisket et kvarters tid, da en fisk viste sig i den blanke overflade et stykke til venstre for mig. Desværre var det langt udenfor min rækkevidde, så jeg fiskede videre. Efter godt en times fiskeri gik jeg tilbage mod parkeringspladsen. Endnu en fisk viste sig omkring samme sted som den første, men igen var den udenfor rækkevidde. Jeg fiskede nu på strækket til venstre for parkeringspladsen. Ved 9-tiden stoppede jeg fiskeriet. Selvom der jo var fisk i området, mærkede jeg desværre intet. I de par timer jeg fiskede prøvede jeg fluerne: Grøn Stines palmer, Aura reje variant og Stines palmer.

Det dejlige stille vejr og den blanke vandoverflede gav god mulighed for at studere bunden. Inde på det lave vand (10-30cm) vrimlede det med kutlinger, så det var ikke så mærkeligt at der var ørreder i området.

Vejret: Skyfrit, 8-12ºC, 1-4m/s SØ.

12.   09-07 og 10-07-2005 Skjern å
Se billeder fra turen!

Den årlige fisketur med Morten og Benny, var endelig blevet en realitet. I år var vi lidt senere i gang med planlægningen end normalt, og derfor kunne vi først finde en week-end I juli, hvor vi alle havde tid. Vi havde lejet en lejlighed ved Brunbjerg ferie (hvilket i øvrigt kan anbefales). Da Morten og jeg ankom ved halv ti tiden om aftenen, var Benny ikke dukket op endnu. Vi besluttede at køre en lille tur rundt i området for at se på åen. Netop som vi skulle til at køre, dukkede Benny op. Så kunne han jo også få set området. Vi kørte rundt i godt en times tid og besluttede at morgendagens fiskeri skulle startes oppe ved Ahlergård.

d. 9. juli

kl. 0720 stod vi klar ude ved åen med stængerne rigget til. Solen skinnede, og det var allerede lunt i vejret, så vi var godt klar over at det ville blive en varm dag. I løbet af formiddagen fiskede vi strækningerne igennem opstrøms som nedstrøms for spangen og vi mærkede ikke rigtigt noget. Da klokken nærmede sig 12, stod Benny og jeg på hver sin side af et sving et stykke nedstrøms for spangen. Morten var gået tilbage til bilerne, da han havde tekniske problemer med sit spinnehjul. Han ville forsøge at reparere det. En kano var lige ud for Benny da han højlyt tilkendegav, at der var fisk på. Jeg råbte tilbage om den var stor?, hvortil jeg fik svaret: "Det tror jeg...". Jeg skyndte mig hen mod Benny som nu kunne se at det var en gedde. Det var nu ikke fordi at spændingen blev mindre af den grund. Efter få minutter kunne Benny kane den op på sandbredden. Vi fik ikke målt gedden, men anslog den til 55-60cm.

Bennys fangst havde for en kort stund fået os til at glemme varmen, som nu var ekstra ulidelig efter aktiviteten omkring landingen og genudsætningen. Faktisk havde jeg ikke den store tiltro til fangst - måske lige bortset fra gedder - sådan en flot sommerdag, hvor temperaturen var tæt på de 30 grader. Men hvad ved jeg om vejr og fangstsandsynlighed, for jeg havde ikke fisket ret mange minutter efter at Bennys gedde var blevet genudsat, da der skete noget. Fluen var lige i overgangen fra det dybe vand i svingets yderside, til det lave vand i indersiden, da synke III linen blev strammet op og et par kraftige rusk fortalte, at der var fast fisk. Fisken fulgte roligt med ind over det lave vand kun 3-4 meter fra mig, så jeg kunne tydeligt se at der ikke var tale om en gigant, men dog en pæn fisk. I de første par minutter ydede den ikke den store modstand, men da den så, at der stod en svedende blegfis med omvendt kasket i den anden ende, besluttede den at gå over i den anden side af svinget, og ned i dybet. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde stram line, og lægge maksimalt pres på den. Fisken gik stille og roligt rundt ude på det dybe vand, uden at jeg kunne gøre ret meget ved det. Efter 10 minutters fight kom den langsomt ind over det lave vand og heldigvis fulgte den roligt med helt ind, hvor jeg stod klar med nettet. Det blev en ret udramatisk landing, og jeg stod med den flotte fisk i nettet. Den blev hurtigt opmålt og fotograferet og nænsomt sat ud igen. Nu var turen reddet for mit vedkommende.

Da Morten dukkede op var han lidt ærgelig over, at han var gået glip af alt det spændende. Men til gengæld var det lykkedes ham at få spinnehjulet til at fungere igen. Da klokken nu var ved at være et, besluttede vi at køre hjem til lejligheden og få noget frokost.

Varmen var nu så ulidelig, at vi valgte at holde siesta. Vi fik en time på øjet i den kølige lejlighed, og sidst på eftermiddagen kørte vi en tur ned på den anden side af Skjern for at se på naturprojektet.

Da klokken var halv otte, var vi igen ude ved åen med stangen. Nu ville vi prøve strækningen nedstrøms Vorgod å's tilløb. Jeg havde skiftet enhåndstangen ud med to-håndsstangen, da åen hernede er bredere og lidt vanskeligere tilgængelig. Vi havde fisket en halv times tid, da Benny skiftede spinner til en sort Mepps str. 3. I første kast havde han hug, og fisken blev siddende. Jeg gik et stykke derfra, men på Bennys stemmeføring, blev jeg hurtigt klar over at jeg hellere måtte indfinde mig ved hans side øjeblikkeligt. Da jeg svedende mødte op, viste en pæn havørred sig i overfladen. Benny havde fightet den i 8-10 minutter, da han kunne presse den ind over netkanten og jeg kunne løfte den i sikkerhed på land. Fisken var stort set magen til den fra tidligere, og målebåndet viste 53cm og 1,9kg. Da fisken blødte kraftigt besluttede vi at den skulle være vores natmad. Vi fiskede videre til klokken halv ti, og da vi ikke længere kunne modstå sulten, stoppede vi fiskeriet for denne dag og kørte tilbage til lejligheden.

d. 10. juli

Klokken 8 stod vi op til en morgen, hvor det så ud til at vejret skulle blive lige så godt som dagen i går. Der skulle ryddes op, og lejligheden gøres ren. Klokken blev derfor kvart over 11 inden vi var klar ved åen. Vi var nu kørt ned til Borriskrog bro, og begyndte fiskeriet opstrøms for broen. Benny og jeg stod og snakkede lidt, da et voldsomt plask afslørede en fisk 50 meter opstrøms for os. Benny fik første forsøg, men fisken var ikke hudvillig. Mens jeg gjorde klar til mit forsøg, viste fisken sig igen lige overfor hvor vi stod. Jeg gjorde adskillelige forsøg, men også uden succes. Vi fiskede frem til klokken 13 og holdt en frokostpausen ved parkeringspladsen. Efter frokosten gik Morten og Benny nedstrøms for broen, og jeg gik opstrøms igen. Vi aftalte at mødes ved bilerne om en times tid. I løbet af denne time lykkedes det også Morten at placere sig i fangststatistikken med en mindre gedde, som han overlistede med et blink.

Selvom denne tur ikke bød på store kraftfulde laks, var vi alle enige om, at den var yderst vellykket. Hvem vil ikke være tilfreds med 2 havørreder og 2 gedder fordelt på 3 mand, når de fanges ved så smuk en vestjysk å.

11.   13-06-2005 Gudenå - Stevnstrup
Se billeder fra turen!

Erik og jeg havde længe haft planer om, at vores nyerhvervede (brugte) 2-håndsfluestænger skulle testes ved Gudenåen. Indtil videre var det kun blevet til en smule træning på plænen. I dag havde vi endeligt fået planlagt en tur.

Meteorologerne havde lovet opklaring hen på eftermiddagen. Men som klokken nærmede sig 15, hvor vi ville køre, blev jeg stadigt mere i tvivl om deres evner som vejr profeter - den silende regn fortsatte. Men regnvejr er jo også fiskevejr, så kl. 15 stak vi snuen sydover. Vi skulle faktisk heller ikke køre så længe inde det begyndte at opklare, så måske meteorologerne alligevel kan noget med vejret? Vi kørte ned til gratis stykket ved Stevnstrup. Hverken Erik eller jeg havde tidligere fisket her, så ud over at blive en testtur for de nye 2-håndstænger, skulle det også være en rekogniseringstur for gode fiskepladser. Til vores begges overraskelse viste det sig, at det på strækningen var relativt nemt, at gå og kaste med fluen. Som så mange andre steder ved Gudenåen var der en del siv, men på nuværende tidspunkt var det ikke så højt, at det umuliggjorde fiskeri. Men om en måned eller halvanden, vil det nok på mange steder på dette stræk, være vanskeligt at fiske.

Vi gik, og delvist fiskede, igennem strækket opstrøms for Stevnstrup (næsten op til laksegården), og helt ned til "Det blinde løbs" udløb, nedstrøms for Stevnstrup. Vi var begge tilfredse med de "nye" stænger, men vi fik ikke lov at fighte fisk på denne tur. Vi så mange småfisk ringe i overfladen, men de "store" så vi ikke noget til. Vi stoppede fiskeriet omkring kl. 21, og var enige om, at dette stræk helt klart var besøg værd i fremtiden.

Vejret: Overskyet (lidt regn) til halvskyet, 10-13ºC, 2-6m/s (SØ og SV).

10.   06-06-2005 Lindenborg å - "Det flade"
Se billeder fra turen!

Flemming kørte ud til "det flade" lige efter arbejde. Da vi kom derud lidt i 16, fortsatte Flemming hjem efter kaffen. Jeg riggede til og begyndte fiskeriet. Jeg startede midt for plantagen opstrøms hytten. Der var utroligt mange maj fluer der klækkede, men begrænset ørred aktivitet. Derimod havde mange svaler valgt at tage for sig af retterne, og pillede dygtigt maj fluerne op fra vandoverfladen. Jeg havde heller ikke fisket så længe inden en svale kom i vejen for forfanget i fremkastet. Svalen hang i da jeg forsigtigt trak linen ind. Forfanget sad i vingen, men var heldigvis let at løsne. Efter et par minutter i græsset havde svalen sundet sig, og kunne flyve videre.

Frem til kl. 19 fik jeg gennemfisket strækket ned til stryget. Nu var det tid til aftensmaden. Hverken Flemming eller jeg havde set noget. Flemming havde dog haft et hug, men var i tvivl om størrelsen på fisken. Efter aftensmaden fiskede jeg strækket igennem nedstrøms stryget. Jeg stoppede fiskeriet ved halv ti tiden. Det blev til en enkelt bækørred på knap 30cm, men havørrederne viste sig ikke. Inden jeg kørte hjem talte jeg kort med en anden lystfisker, som heller ikke havde fanget noget endnu. Han havde dog hørt rygter om, at der var taget en havørred på 6 kg. inden for de sidste dage, men hvor den var fanget var der ingen melding om.

På grund af den sene tids regnvejr, var vandstanden nu 20-30cm højere end sidst vi var ved åen. Vandet var stadigt rimeligt klart og strømmen lidt kraftigere. Jeg fiskede udelukkende med synke I linen, og en Medicine (variant) str. 6 på forfanget - egernhale som vinge i stedet for Mallard.

Vejret: Overskyet (let regn) til let skyet, 10-11ºC, 4-7m/s NV.

9.   27-05-2005 Villestrup å - Tostrup
Se billede fra turen!

Jeg var nede ved åen godt halv otte. Der var allerede et par andre lystfiskere dernede. De skulle fiske på Århus sportsfiskerforenings fiskestræk, som grænser op til strækket hvor jeg fisker. Vi fik en hyggelig snak om åen og fiskeriet, mens stængerne blev rigget til. Nede over åen var det tæt pakket med store sværme kvægmyg, men døgnfluer var der ingen af. Der var enkelte fisk der ringede, men det var meget spredt. Jeg satte en oliven dun imitation på forfanget, som jeg ofte bruger når jeg ikke kan se, hvad fiskene tager. Efter et par kast til en ringende ørred, var der da også gevinst. Den næste ørred jeg kastede til, ville dog ikke tage fluen, og den blev skiftet et par gange. Først da jeg monterede en lille lys mygge imitation huggede den. selv om denne flue gav fisk, var det bare ikke den "rigtige" flue, for efterfølgende kunne jeg ikke få nogen ørred til at gå efter den. Jeg havde nu prøvet en del fluer uden det store success, og tænkte, at hvis jeg ikke ved hvad fiskene tager, må jeg jo montere en flue som de vil have. Derpå monterede jeg en stor maj flue imitation, selv om der ingen maj fluer sværmede, men det gav resultat. Stort set alle fisk jeg kastede til med denne flue gik efter den.

Jeg fiskede frem til kl. 22, og landede ialt 6 undermålere (den største på 27cm) som selvfølgelig blev behandlet nænsomt og genudsat. Jeg havde vel lige så mange "missere" som jeg ikke fik kroget.

Vejret: Skyfrit, 13-16ºC, 2-4m/s NV.

8.   24-05-2005 Lindenborg å - "Det flade"
Se billeder fra turen!

Erik, Flemming og jeg havde planlagt en tur til åen i dag. Det er jo meget tidligt på sæsonen, men vi troede på at chancen for en af de første havørreder var til stede. Erik og jeg kørte fra arbejde ved 15-tiden. Da vi ankom til åen, blev fluestængerne hurtigt rigget til, og fluerne smidt i vandet. Vandstanden var omkring normalen, og vandet var rimeligt klart (godt en halv meters sigt). Til vores overraskelse var enkelte majfluer begyndt at sværme, og åens små ørreder slog aggressivt til dem. Vi havde kun haft snøren i vandet et kvarters tid, da Flemming dukkede op med kaffen.

Efter kaffen gik jeg opstrøms til midt for plantagen og fiskede nedover. Jeg havde synke I linen på, og en Red tag palmer på forfanget. I løbet af den næste halvanden times tid, affiskede jeg stykket halvvejs ned til hytten, uden at se eller mærke til havørred. Derimod så jeg et par bækørred i overfladen, som jeg var helt sikker på havde en pæn størrelse. Specielt én der stod ved modsatte bred, nærmest inde under en busk, måtte være godt over målet.

Efter en kort ølpause, riggede jeg klasse 5 stangen til, og monterede en majflue imitation på forfanget. Jeg måtte vide om det var en god fisk der stod under busken. Jeg gik op til busken og holdt øje med fisken et stykke tid. Den viste sig ikke. Alligevel valgte jeg at kaste til den, jeg havde jo set præcist hvor den stod. Første kast blev for kort. Andet kast perfekt, men ingen reaktion. Tredje kast OK, og fluen blev taget i et voldsomt plask. Fisken fejdede ikke som en stor fisk, og jeg måtte desværre erkende at min dømmekraft ikke havde været for god. Fisken målte nøjagtigt 28cm, og måtte hurtigt ud igen.

Jeg fiskede lidt videre med tørfluen, og det blev til yderligere en undermåler. Efter aftensmaden kom klasse 7 stangen igen i aktion. Fluen blev udskiftet til en Rusty rat, og jeg gik igen opstrøms for hytten. Vi fiskede til godt ni, uden at se eller mærke noget til havørrederne. Med vi mærkede dog alle til fisk. Flemming havde tre undermålere oppe, og Erik havde én.

Vejret: Halvskyet til overskyet, 13-15ºC, 2-6m/s SV.

7.   10-05-2005 Mariager fjord - Bilfragmenteringen
Se billeder fra turen!

Forlydender om masser af hornfisk i Mariager fjord, fik fiskefeberen til at stige. Nu måtte der være mulighed for at pynte på en ellers kedelig fangststatistik. Jeg kørte ned til "Bilfragmenteringen", og der var selvfølgelig også andre der havde fået den idé. Da jeg ankom ved halv syv tiden havde de endnu ikke fået fisk på land, men de kunne oplyse at hornfiskene var der. Fluestangen blev hurtigt rigget til, og jeg var i gang. De havde ret. Hornfiskene var der, men de var på dette tidspunkt noget længere ude end jeg kan kaste. Ind imellem viste en hornfisk sig tæt på, men viste ingen interesse for den lille pink Glimmertangloppe jeg havde på forfanget. De andre lystfiskere havde skiftet fluestangen ud med spinnestang og sildestykker, og var nu begyndt af fange lidt. For at komme længere ud, besluttede jeg også at prøve spinnestangen. Jeg havde selvfølgelig ikke frisk sild i lommen, så den bedste efterligning jeg havde i blinkæsken blev monteret. Hornfiskene var bare ikke interesserede i efterligninger, for jeg mærkede absolut intet. Derimod begyndte de at komme nærmere, og viste sig nu også bag mig få meter fra land. Men de var umulige at få til at hugge. Det var kun legen de havde interesse for. Fluestangen blev igen hevet frem. Den lille Glimmertangloppe blev skiftet ud med en grøn Stines palmer (variant). Hvis der kom havørreder ind, havde jeg en tro på at netop den flue kunne lokke. Jeg forsatte fiskeriet frem til halv ti, men havørrederne svigtede. Til trods for store forventninger til denne tur, blev der desværre ikke pyntet det mindste på fangststatistikken.

Vejret: Halvskyet, 8-10ºC, 0-4m/s NNØ.

6.   16-04-2005 Mariager fjord - Bilfragmenteringen
Se billeder fra turen!

Klokken nærmede sig 17, da jeg kørte ned af markvejen der fører ned til parkeringspladsen ved bilfragmenteringen. Vejret var skiftet brat i forhold til de seneste dage, og i dag var temperaturen sneget sig op på den rigtige side af 15 grader. Hvis ikke det havde været for den kraftige østlige vind, var jeg igen i dag kørt til Villestrup å. Men jeg får ikke så meget ud af tørflue og nymfefiskeriet når det blæser så kraftigt som i dag. Derimod er det lettere at håndtere fluestangen ved kysten til trods for blæsten.

Jeg gik et stykke til venstre for parkeringspladsen, og begyndte fiskeriet hen mod parkeringspladsen. Jeg havde vel fisket en lille halv time, da en ørred viste sig lige ud for mig, netop inden for kastehold. Fluen (Brownie variant) blev adskillelige gange placeret i området hvor fisken havde vist sig. Den ville bare ikke hugge.

Jeg fiskede frem til klokken halv ni uden at se flere fisk. Selvom jeg grundigt gennemfiskede områderne hvor jeg tidligere har set og mærket fisk, og fluen blev skiftet et par gange (Red tag variant, Grøn Stines palmer variant prøvede jeg også), mærkede jeg desværre intet denne aften.

Vejret: Skyfrit, 12-15ºC, 6-9m/s.

5.   13-04-2005 Villestrup å - Tostrup
Se billede fra turen!

Nu kunne der endelig blive tid til en tur til åen. Klokken var godt 18, da fluestangen var rigget til, og jeg gik over broen til åens vestside, og op hvor foreninges fiskevand starter. Jeg havde besluttet at gå strækningen igennem og se efter ringende ørreder, eller spotte ørrederne på deres standplads. Der var stort set ingen insekter i luften - jeg så faktisk kun et par småfluer/myg denne aften - så der var selvfølgelig heller ingen ørreder der ringede. At spotte ørrederne på deres standplads var meget vanskeligt. Regndråberne på overfladen gjorde det vanskeligt at se igennem overfladen, og samtidigt var vandet en smule farvet og belysningen dårlig. Men til trods for vanskelighederne så jeg da et par småørreder der pilede i skjul, da jeg åbenbart skræmte dem. Jeg formåede ikke at opdage fisk, jeg kunne kaste til.

Da jeg havde gået hele strækket igennem, gik jeg tilbage til et sving som er meget dybt. Jeg monterede en nymfe (GH Gold-Ribbed Hare's Ear) og hugindikator på forfanget. Jeg kravlede forsigtigt hen til en plads lidt nedstrøms for svinget, og kastede nymfen op til svingets indløb. Efter 5-6 kast bevægede hugindikatoren sig en smule ude midt i svinget. Jeg løftede stangen, mærkede modstanden fra fisken, og så netop dens lyse bug, da den forsvandt ned i svingets dyb igen. Jeg stod tilbage med en slap line, lidt ærgelig over den mistede fisk. Selvom fisken ikke var særligt stor, var det alligevel noget specielt, for det var faktisk første gang jeg havde hug på en opstrøms fisket nymfe.

Jeg kastede adskillelige kast i svinget, men fisken var skræmt. Hændelsen gav dog fornyet energi, så jeg valgte at fiske stort set alle de dybe huller og render igennem, som jeg kender på dette stræk. Efter en times tid måtte jeg dog pakke sammen uden at have mærket yderligere. Men fiskene så og mærkede jeg, så jeg må snart af her ud igen.

Vejret: Overskyet (lidt regn), 4-7ºC, Vindstille.

4.   22-03-2005 Mariager fjord - Kielstrup Odde
Se billeder fra turen!

Klokken var godt 11, da jeg riggede fluestangen til ude på odden. Øst for odden var der stadig en del is der drev rundt, men vest for var der helt isfrit, og det var her jeg skulle fiske. Som i de sidste dage, var vejret fortsat helt fantastisk.

Jeg monterede en Aura reje variant på forfanget, og gik helt ud på spidsen af odden og startede. Jeg fiskede indad på oddens vestside. Ved 14-tiden havde jeg fisket stræknignen fra oddens spids til bunden af vigen godt igennem, uden at mærke eller se til fisk. Aura rejen blev skiftet ud med en Brownie variant, og jeg fiskede strækningen igennem igen. Klokken halv fem stoppede jeg fiskeriet, og måtte desværre konstatere endnu en nul-tur.

Vejret: Skyfrit, 4-7ºC, 4-6m/s SØ.

3.   09-03-2005 Villestrup å
Se billeder fra turen!

Flere gange i den forløbne tid, har jeg i frokostpausen kigget ud på det gode vejr, og drømt mig ud til åen. Så i dag måtte jeg bare af sted - det ville måske være den sidste dag med fint vejr for denne omgang. Fiskegrejet blev pakket i bilen i går aftes, da jeg havde besluttet at køre direkte fra arbejde. Mon der var kommet gang i ørrederne, som jeg havde oplevet sidste år ved denne tid, og mon de kunne lokkes med en nymfe?

Jeg kørte fra arbejdet ved 15-tiden og ville prøve at se, hvordan fiskemulighederne er ved Vrå. Denne strækning havde jeg aldrig før fisket ved. Det viste sig desværre at være stort set umuligt. Vandet i åen stod højt pga. snesmeltningen. Områderne omkring åen var derfor meget våde og bløde - det var simpelthen umuligt at komme ned til åen. På et enkelt kort stræk kunne jeg godt gå helt nede ved åen, men vandet var så farvet at jeg ikke kunne se om ørrederne var fremme. I stedet for at fiske gik jeg lidt omkring og tog lidt billeder i stedet.

Nu da jeg var kommet af sted, kunne jeg dog lige se om det var muligt at køre ned til Tostrup, hvor jeg tit fisker. Problemet ved dette sted er, at man skal køre et godt stykke på en markvej, der let bliver meget mudret. Vejen var selvfølgelig også så mudret efter snesmeltningen, at jeg ikke ville risikere at sidde fast, så jeg opgav at komme ned til åen. På vejen hjem kørte jeg en mindre omvej ned forbi Stinesminde ved fjorden, for at tjekke issituationen. Vest for Stinesminde var der kun en smule is helt inde ved kysten, og der var der helt åbent vand mod øst. Jeg må snart have en tur til fjorden...

Vejret: Let skyet, 2-3ºC, 3-5m/s NØ.

2.   05-02-2005 Mariager fjord - Strandholt
Se billeder fra turen!

Vigen ved Strandholt lå næsten helt spejlblank, da jeg kom derned ved halv to tiden. Ud over at det er utroligt smukt, har det også den klare fordel, at den mindste bevægelse i overfladen fra en jagende ørred opdages. Samtidigt har ørreden den fordel, at den mindste bevægelse fra fiskeren skaber uro i vandet, og ørreden aner uråd. Netop sådan en dag, hvor fjorden spejler skrænterne og skoven, bør der vades forsigtigt, eller slet ikke. I stedet for giver det optimale muligheder for purch fiskeri fra strandbredden. Jeg valgte en kombination. Efter at have fisket det helt lave vand igennem fra bredden, vadede jeg forsigtigt ud i vigen. Jeg stod så helt stille det samme sted, fiskede området omkring mig grundigt igennem, imens jeg spejdede efter fisk i overfladen. Fisk i overfladen var der nok af, men det var bare ikke ørreder. Det var småfisk (hundestejler?) der pilede rundt i overfladen. Senere gik jeg på strandbredden i vigens vestlige del, og spejdede efter fisk, mens jeg affiskede det helt kystnære vand.

Jeg hverken så eller mærkede noget denne eftermiddag. Jeg brugte to fluer på forfanget; øverst Stines palmer, og en Red tag variant som endeflue.

Vejret: Overskyet, 4-5ºC, 3-5m/s S.

1.   23-01-2005 Lindenborg å - Ingersminde
Se billede fra turen!

Klokken var lidt i otte, da Flemming og jeg havde rigget fluestængerne til, og vi var på vej opstrøms broen ved Ingersminde. Der var ikke meldinger om store fangster på premieredagen, og da det først var natten til i dag, at frosten havde sat ind, var vores forhåbninger beskedne til denne formiddags fiskeri. Men sæsonen var jo i gang, så fiskestængerne skulle luftes, uanset om forholdene måske ikke virkede optimale. Vandstanden var pæn, og sigten i vandet vel 40-50cm, så det syntest da at være tilfredsstillende.

Flemming gik helt op til den næste bro og startede. Jeg startede midt på stykket, med Rogniglen på forfanget. Vi fiskede intenst frem til lidt i elleve, kun afbrudt af en enkelt kaffepause. På det tidspunkt valgte Flemming at stoppe fiskeriet. Han havde haft en lille bækørred på land, og en større ørred havde rusket et par gange i stangen, inden den hoppede af igen. Jeg havde ikke mærket noget. Da Flemming var kørt, og jeg havde fået varmen ved et par kopper kaffe, skiftede jeg Rogniglen ud med fluen Iceman. Jeg gik op på den øverste del af strækket og startede igen. Det blev til godt en halv times fiskeri, uden at mærke det mindste. Det var jo ikke det store denne formiddag. Men hvis kulden er kommet for at blive, er det nok værd at prøve igen om 1 til 2 uger.

Vejret: Skyfrit, 0-1ºC, 7-8m/s NV.

Copyright© 2005
Denne side ses bedst med
Microsoft internet explorer
opløsning 800x600 eller højere.