Fiskedagbog 2015
9.   30-10-2015 Mariager fjord

Enhver lystfisker med respekt for sig selv og sin hobby, har vel en hemmelig fiskeplads. I dag tog jeg så ud til det der skulle være min. Jeg kan nu godt spørge mig selv, hvor hemmelig pladsen egentlig er, for jeg ved der er andre der en sjælden gang fisker på denne plads, men det er nu rart at have en plads der næsten er "ens egen". Jeg ved fra mine ture i kajakken, at der er ørreder i dette område, men jeg har ikke tidligere fisket her.

Det var ikke kun på grund af den nye plads at turen i dag var anderledes, for i dag havde jeg taget klasse 5 stangen med i stedet for klasse 7 stangen jeg normalt fisker med. DMI havde lovet at der stort set ikke skulle være vind, så det ville jo være en fin dag at prøve denne stang. Det viste sig, at der var mere vind end jeg havde forventet - som der jo tit er ved fjorden - og for ikke at røbe for meget om, hvor fiskepladsen ligger, vil jeg blot sige at vinden kom fra en træls retning. Til trods for det lykkedes det alligevel at fiske nogen hundrede meter igennem, men jeg hverken så eller mærkede til fisk. Det var jo lidt en streg i regningen, for en hemmelig fiskeplads burde jo netop være hemmelig fordi den er specielt god, men det kan man ikke lige sige om min hemmelige plads i dag. Men til trods for det holder jeg den hemmelig lidt endnu!

Tidspunkt: kl. 15:10-16:50
Vejret: Overskyet, 10-11ºC, 3-4m/s SØ.



8.   18.-20. september 2015 - Fornæs

Se billederne fra fisketuren til Fornæs.
Se billeder fra turen!








7.   9.-13. september 2015 - Bjerkreimselven

Se billederne fra fisketuren til Bjerkreimselven.
Se billeder fra turen!









6.   16-08-2015 Villestrup å - Barsbøl og Tostrup broen

Se billeder fra turen!

Per havde sendt en SMS, at han var kørt ned til Barsbøl og gået nedstrøms på strækket. SMS’en fortalte også, at der ikke var andre biler dernede, så jeg blev hurtigt klar og kørte mod åen. Da jeg kom derned kunne jeg ikke se ham, men da han jo nok gik et godt stykke nedstrøms, besluttede jeg at starte oppe ved broen og fiske nedstrøms. De seneste par døgns kraftige regnbyger havde sat sit tydelige præg på åen og engen. Der var vand langt ind over bredden, og der skulle listes meget forsigtigt hvis ikke hvert skridt skulle store sende trykbølger ud over åen. For at få fluen lidt dybere ned i åen end normalt, skiftede jeg det langsomt synkende forfang - som jeg normalt fisker med - ud med det hurtigt synkende.

Efter 20 minutters fiskeri viste en ørred sin tilstedeværelse 15 meter nedstrøms, ved at sætte åen i bevægelse da den flyttede på sig. Jeg fiskede forsigtigt ned mod stedet, og gav mig god tid til at kaste hvor jeg troede fisken stod. Det gav dog ikke noget resultat. Da jeg havde fisket mig et godt stykke længere nedstrøms kom Per gående oppe ved skoven. Han havde haft et par enkelte nyk i fluen, men ikke fast fisk. Han havde også mistet sit forfang, iøvrigt det eneste han havde havde med, så derfor var han kommet tilbage. Jeg tilbød ham selvfølgelig en af mine, men det ville være et længerevarende projekt at komme hen til hinanden, så han valgte i stedet at stoppe fiskeriet.

Vibeke ringede til mig og fortalte at vores datter Emilia skulle til lægevagten med ondt i det ene øre. Da Vibeke skulle i nattevagt var det muligt at jeg måtte træde til. Men jeg kunne lige fiske ned til svinget lidt længere nedstrøms inden jeg stoppede. På vejen tilbage til bilen ringede Vibeke igen, at hun godt kunne køre Emilia, så jeg kunne godt fiske videre. Jeg havde ikke lyst til at gå tilbage til den oversvømmede eng, så i stedet smed jeg stangen i bilen og kørte op til Tostrup broen. Der er et kort stræk der lige kan fiskes igennem på tre kvarter, så det besluttede jeg at prøve. Jeg havde kun fisket i 10 minutter, da fluen blev taget umiddelbart efter at den havde ramt overfladen helt inde ved modsatte bred. Jeg kunne straks se, at det ikke var en kæmpe ørred, men det skulle alligevel vise sig, at den kæmpede godt i den stærke strøm, der er i denne del af åen. Da den til lå i græsset fik jeg den hurtigt fotograferet, målt og genudsat. Klokken var nu lidt over 21, så denne ørred havde hugget kl. 21 præcist som ørreden i fredags. Det var lidt påfaldende, men nu vidste jeg hvad den blålige unavngivne flue jeg fiskede med skulle hedde: Blue 21. Godt tilfreds fiskede jeg videre ned over strækket, men der var ikke andre ørreder der lod sig friste af Blue 21.

Tidspunkt: kl. 19:00-21:40
Vejret: Overskyet, 19ºC, 2-3m/s NØ.



5.   14-08-2015 Villestrup å - Tostrup

Per og jeg havde aftalt at mødes ved Barsbøl ved 20-tiden. Klokken var kun lidt over 19, da jeg fik en besked fra Per, at der holdt et par biler ved Barsbøl, og han var på vej ned af sandvejen. Jeg havde faktisk tænkt på om jeg skulle aflyse, da det den sidste times tid havde regnet og tordnet en del, men da Per ikke skrev noget om det, pakkede jeg mit grej og kørte mod åen.

Se billede fra turen!
Da jeg kom derud var Per klar til fiskeriet, men tordenvejret havde åbenbart fulgt efter mig, for der kom et par lyn og brag. Vi blev ved bilerne, delte et par øl, og ventede så på at uvejret skulle trække væk. Da det endelig stilnede af gik Per ned på samme side af åen som vi var, og jeg tog den modsatte bred og gik et godt stykke opstrøms. Jeg startede på et lige stræk, lidt ovenfor et par skarpe 90 graders sving. Fra tidligere vidste jeg, at der var dybe huller ind under brinken på dette stræk.

Sivene er meget høje nu, og hænger ud over åen. Det gør selvfølgelig fluekastene lidt mere besværlige end normalt, men da jeg fisker med en meget kort line (6-8 meter) for at få fart på fluen, gør det ikke så meget, og de høje siv er faktisk et fint skjul, så ørrederne ikke umiddelbart ser mig. Der var kun gået omkring en halv time, da fluen blev stoppet midt i åen, og efter et modhug startede fighten. Jeg blev hurtigt klar over at det ikke var en stor fisk, men alligevel tog det nogle minutter at udtrætte den. Da den endelig var landet viste det sig at være en fin lille tyk ørred på 44cm. Jeg skød et hurtigt billede af den, og så fik den ellers friheden igen.

Da jeg gik i gang igen nåede jeg kun et par kast inden fluen blev placeret i noget genstridigt ukrudt på modsatte brink, og så var det farvel til denne fluen. Det var iøvrigt den eneste af slagsen jeg havde i flueæsken, så jeg vidste hvad jeg skulle lave i morgen. Da jeg havde fisket en lille halv times tid mere, begyndte det at lyne og tordne igen. Jeg rullede linen ind, og gik over til skrænten, hvor jeg kunne sætte mig og føle mig forholdsvist tryg trods uvejret. Jeg kunne så sidde og nyde scenariet med lynene der oplyste hele engdalen, mens mørket samtidigt faldt på.

Uvejret stoppede heldigvis igen efter en halv times tid, og jeg startede igen nedenfor skrænten. Selvom det nu var ret mørkt, kunne jeg alligevel se at der var en del uro i vandet i et lille sving længere fremme. Det fik pulsen en smule op, og forventningerne steg mens jeg roligt fiskede ned mod svinget. Men der var ingen fisk der havde lyst til at hugge, for jeg mærkede intet i dette sving. Jeg valgte at gå et stykke længere nedstrøms og prøve et stræk. Da jeg var gået i gang, ringede Per og fortalte, at han var ved at pakke sammen. Han havde desværre ikke mærket noget. Jeg ville godt lige fiske strækket igennem inden jeg stoppede. Det virkede nu meget dødt, og jeg mærkede heller ikke til mere.

Tidspunkt: kl. 20:30-22:50
Vejret: Overskyet, 19ºC, 6-7m/s SØ.



4.   12-07-2015 Villestrup å - Barsbøl

Se billede fra turen!

Så var det endelig blevet sommerferie. Muligheden for at snyde en af åen mindre ørreder med tørfluen var nok stadig til stede, men alligevel besluttede jeg mig for at se, om der var havørreder i åen.

Jeg startede med at gå opstrøms med havørred tørfluen. Det gav ikke noget resultat - bortset fra at jeg mistede et par fluer, og et par småørreder havde forgrebet sig på den store flue - og derefter gennemfiskede jeg samme stræk nedstrøms med vådfluen. Vådfluen var heller ikke lykkebringende, men alligevel ville jeg prøve strækket igen. Jeg gik opstrøms og satte mig på brinken, hvor jeg tidligere havde startet med vådfluen. Jeg drak en sodavand, og kunne samtidig nyde synet af flere små ørreder der stod over bunden, og enkelte små ørreder der ringede.

Da jeg havde fisket 10 minutter nedstrøms, lød et voldsomt plask et stykke opstrøms, og efterdønningerne var præcist der hvor jeg havde siddet. Der var altså fisk i åen! Nu blev der fisket med ekstra koncentration, men desværre hjalp det ikke - jeg så eller mærkede ikke mere denne aften.

Tidspunkt: kl. 19:40-23:10
Vejret: Overskyet, 16-17ºC, 2-4m/s V.



3.   11-06-2015 Villestrup å - Barsbøl

Vejret var fortsat lunt, så forventningerne der blev skabt ved synet af de mange ringende ørreder på turen i tirsdags, var bare vokset og vokset. Men da jeg så endelig stod ved åen med klasse 2 stangen og en lille oliven dun imitation på forfanget og i den grad var klar til at forventningerne skulle forløses, var det noget af en skuffelse; der var ingen overfladeaktivitet.

Se billeder fra turen!
Jeg gik langsomt og forsigtigt opstrøms og spejdede efter ringende ørreder, og ikke mindst om der var insekter der flød på vandoverfladen. Der var mange små myg der sværmede over åen, men det så ikke ud til, at der var noget på overfladen. Da jeg kom op til et sving, hvor flere ørreder havde vist sig i tirsdags, stoppede jeg og stod et godt stykke tid og ventede. Det endte faktisk med, at der var en ørred der ringende. Straks blev fluen kastet og selvom den så ud til at drive over stedet som den skulle, skete der intet. Jeg kastede selvfølgelig igen og igen og igen, ja jeg kastede rigtigt mange gange, men ørreden blev ikke fristet.

Der kunne være mange gode grunde til at ørreden ikke ville stige til fluen, og den rigtige grund får jeg selvfølgelig aldrig med sikkerhed svar på, men kort tid efter viste der sig noget, der måske alligevel kunne være et svar. Et lille insekt der flød på overfladen ved den modsatte bred. Jeg fik kun set den på afstand, men var alligevel sikker på, at den var i brunlige nuancer og det lignede en døgnflue. Den oliven tørflue blev nærmest flået af forfanget, og jeg fandt en lille brunlig fyr i æsken, som nu måtte være det rigtige våben.

Nu begyndte der også at komme mere overfladeaktivitet, og inden længe havde jeg udset mig det næste ørredoffer. Efter 2 kast gik den til fluen, og jeg kunne lande en lille bækørred, som straks blev frigivet igen. Det blev ikke til det forventede tørfluemekka, men det lykkedes alligevel at fange 3 små ørreder mere, inden jeg kørte hjem.

Tidspunkt: kl. 19:00-21:15
Vejret: Skyfrit, 13-18ºC, 3-4m/s V.



2.   09-06-2015 Villestrup å - Barsbøl

Efter en længere periode med koldt og ustadigt vejr, er det efterhånden gået op for vejrguderne, at det rent faktisk er blevet sommer i Danmark. Det har i hvert fald været varmt i nogen dage nu, og det plejer at få udklægningstrangen frem hos åens nymfer og de deraf følgende døgnflueklækninger giver ørrederne god grund til at vise sig i overfladen. Det er netop på dette tidspunkt, at man skal snige sig en tur opstrøms langs åen med tørfluestangen og en lille dun imitation på forfanget, hvis man, som jeg, vil have vinterens tydeligste forventningsbilleder der viser en ørred suge imitationen til sig og efterfølgende kroges af det forsigtige løft med stangen, til at realisere sig. Og alligevel gjorde jeg i dag den fejl, som jeg, på netop dette bedste tidspunkt på året, har gjort så ofte før. Jeg riggede havørred stangen til og gik en tur nedstrøms med en vådflue. Jeg syntes at der rent faktisk var god grund til at gøre det, for jeg havde snakket med flere af fiskekammeraterne om der mon var begyndt at komme havørreder op. Det kunne jeg så ved selvsyn konstatere at der var der ikke. Eller sagt på en anden måde, det kan godt være de var der, men så havde de i givet fald besluttet, at det ikke skulle komme mig til gode. Der var til gengæld masser af små ørreder der ringede. Som tørfluefisker er det selvfølgeligt dejligt at se, men jeg må dog indrømme, at glæden ved synet delvist blev overskygget af ærgelsen over, at jeg ikke havde forudset dette og taget tørfluestangen med i stedet. Ærgelsen var dog ikke større, end at den, på turen hjem, blev forvandlet til forventnings glæde, for næste tur skulle selvfølgelig være med tørfluestangen.

Tidspunkt: kl. 19:00-21:00
Vejret: Skyfrit, 15-17ºC, 2-3m/s NNV.



1.   10-12/4 2015 Fur

Forårets tur med fluebindingsklubben var i denne week-end, og som noget nyt havde vi valgt Fur som vores fiskedestination. For mit vedkommende er forsteninger det eneste jeg tidligere har jagtet på Fur. Det var der ikke held med, så det var spændende om der ville være mere held med fluestangen. Det var selvfølgelig havørreder vi ville jagte, og fluerne som vi kæmpede med ved fluestikket i løbet af vinteren skulle prøves.

Se billeder fra turen!
Da Per og jeg ankom til øen fredag eftermiddag kørte vi direkte op til campingpladsen og pakkede ud. Preben P., Martin, Ulrik og Preben C. var ankommet til øen tidligere på dagen, og de var kørt ud til Færker Odde for at prøve dette stræk. Da Per og jeg havde pakket ud og nydt en af de gode Fur øl i solen, riggede vi grejet til og gik ned på strækket nord for campingpladsen. Da der ikke var så meget vind, havde jeg monteret 2 fluer på forfanget; min favoritflue Båring fluen som endefluen, og en olivengrøn SLF reje som ophænger. Vi fiskede vel en times tid inden de andre dukkede op, og de kunne fortælle at der havde været kontakt til fisk ude ved Færker odde. Preben P. havde haft en enkelt fisk på i 15 sekunder, og Martin havde haft én på i lidt længere tid. Han vurderede den til 60+, men den var rygkroget og desværre mistede han den.

Per, Preben C., Ulrik og jeg fiskede videre men det virkede ret dødt. Da vi havde fisket en lille time, var Ulrik gået et godt stykke mod øst. Der var næsten blankt vand, og jeg så en ørred i overfladen, på det sted hvor Ulrik tidligere havde fisket. Der var et stykke derhen, så jeg gik ind på det helt lave vand, og nærmede mig forsigtigt stedet inden jeg kastede igen. Efter 5-6 kast var der en fisk der nappede forsigtigt til fluen. Jeg stoppede indtagningen et par sekunder, inden jeg satte fart på fluen. En bølge viste sig bag fluen, og der blev nappet igen, men den huggede ikke. Jeg løftede fluen af vandet og kastede igen hen over den og efter et par indtagninger viste bølgen sig igen, men denne gang ville den ikke røre fluen. Fisken, eller andre fisk for den sags skyld, viste sig ikke igen, og ved 1830 tiden stoppede jeg, da sulten efter Preben P.'s velkendte og gode Chili con carne trak gevaldigt. Da jeg kom op til hytterne var John også ankommet, og vi var alle samlet da vi satte os til aftenbordet. Chilien skuffede ikke og det gjorde rødvinen nu heller ikke, og det blev en hyggelig aften, der sluttede med, at vi aftalte, at vækkeuret skulle sættes til kl. 0500.

Vi kom op kl. 5, i hvert fald for nogen af os. Jeg tror ikke Martin kunne få tanken om 60+ fisken fra i går ud af hovedet, og jeg synes også en fisk i denne kaliber virker tiltrækkende, så Martin, Preben P. og jeg kørte ud til Færker Vig - den kunne jo trække rundt derude endnu. Vi startede inde i vigen, men vinden var ret kraftig og stod lige i ansigtet på os. Det var dog muligt at kaste fluen, men der var ikke noget der huggede. Efter en times tid gik jeg om på nordsiden af odden. Her var der næsten helt vindstille, og da solen skinnede fra en skyfri himmel, var det helt rart at gå her. Bunden var rent sand og altså ikke særligt spændende, så det var ikke den store forventning jeg havde på dette stræk. Kl. 0830 stoppede vi fiskeriet og det var kun Martin der havde mærket noget. Han havde haft et enkelt hug, men da han efterfølgende inspicerede fluen manglede den spidsen, så det blev ikke til fisk derude og 60+ ørreden går der måske endnu.

Efter morgenkaffen gik Preben P., Martin og jeg ned til strækket nord for campingpladsen. Preben og Martin gik til venstre og jeg gik til højre, ud til en pynt med store sten, hvor Ulrik i går aftes havde fisket og synes så rigtigt spændende ud. Rigtignok så strækket spændende ud med varierende bund af sten og tangplanter, og der var en dybere rende parallelt med kysten de sidste 100 meter hen til de store sten. Det blev hovedsageligt denne rende jeg gennemfiskede og jeg troede på fisk i hvert kast. Efter halvanden times fiskeri måtte jeg desværre erkende, at der ikke var fisk på dette stræk. Klokken var nu også blevet 12, og trods det gode morgenbord var jeg så småt ved at blive sulten igen. Jeg gik tilbage, og fortsatte ud langs klinterne for at se hvor Preben og Martin fiskede. Da de rundede pynten længere ude og kom imod mig, lagde jeg ikke mærke til det med det samme, men da de nærmede sig var det tydeligt at Preben havde fanget en fin blank fisk. Den var omkring de 47cm og da vi kom tilbage til campingpladsen kunne de andre fortælle at Preben C. også havde fanget en havørred, netop som han var ved at rulle linen ind for at stoppe fiskeriet. Det var på strækket syd for Lille Knudshoved. Det var en blank ørred på ca. 52cm og han kunne også fortælle, at han havde set flere fisk på strækket hvor han fiskede. Vi var nu alle samlet og kunne sætte os til det veldækkede frokostbord som Per havde sørget for.

Sidst på eftermiddagen, efter en tiltrængt middagslur, gik Preben P., Martin og jeg ned til strækket nord for campingpladsen igen. Vi gik nu alle tre til venstre hen til strækket hvor Preben P. havde fanget en ørred i formiddags. Her gik Preben C. og Ulrik allerede og fiskede, de havde ikke haft samme behov for en middagslur som os. Formiddagens fine vindstille vejr var totalt ændret, og nu var der en kraftig vind langs kysten, med dertil hørende bølger og uklart vand. Preben C. og Ulrik troede ikke rigtigt på det og stoppede på dette stræk. De ville i stedet prøve ude ved Færker Vig igen. Vi andre valgte dog at trodse vinden på dette stræk. Der gik halvanden times tid inden der skete noget. Martin, som gik et stykke efter mig, gav et skrig fra sig, og da jeg kiggede tilbage, kunne jeg se han fægtede med stangen i ærgelse, så det var klart han havde mistet en fisk. Det var dog umuligt at kummunikere med ham på grund af vinden og den nu kraftige regn. Der gik dog ikke længe inden han havde linen strammet og stangen stod i en bue, og på afstand kunne jeg følge ham frigive en ørred lige under målet. Det var alt det blev til denne aften, men det var alligevel godt at se, at det er muligt at fange ørred på flue i kraftig vind, store bølger og meget uklart vand. Aftensmaden stod på Pizza fra campingpladsens restaurant og en passende mængde god vin og rom, så det blev ret sent inden vi gik til køjs.

For mit vedkommende startede søndagen selvfølgelig med, at det var lidt svært at komme ud af soveposen, men da jeg først kom på højkant og vi fik noget morgenmad gik det helt fint. Vi fik pakket taskerne, smurt en madpakke og rengjort hytterne inden der var tid til lidt fiskeri. Preben C., Ulrik og John valgte at køre hjem, så Preben, Martin, Per og jeg tog ud til den sydlige del af Færker Vig, hvor vi fiskede halvanden times tid. Vinden var stadig kraftig, men heldigvis i ryggen, så det kunne lade sig gøre at kaste fluen. Desværre mærkede ingen af os noget, og efter fortæring af den medbragte madpakke, kørte vi hjemad efter en dejlig fiskeweek-end på Fur.


Copyright© 2015
Denne side ses bedst med
Microsoft internet explorer
opløsning 800x600 eller højere.