Fiskedagbog 2018
6.   02-09-2018 Simested å - Abildvad bro


Se billeder fra turen!
Jacob og jeg at vi ville lige ville tage et par timers afslapning ved åen. Vi fiskede fra Abildvad bro og nedstrøms. I det første sving viste trykbølger i vandet, at der måske stod en pæn ørred. Men den var vanskelig at kaste til, og efter flere forsøg blev den opgivet. Vi fortsatte nedstrøms og så kun små fisk i overfladen og mærkede desværre ikke til åens havørreder som vi havde håbet på. Men det var helt fantastisk at komme ud til åen igen, og mon ikke vi snart skal af sted igen.

Tidspunkt: kl. 18:00-20:00
Vejret: Let skyet, 18-20ºC, 2-3m/s Ø.



5.   26-05-2018 Limfjorden - Hostrup strand

Se billeder fra turen!
Farfar og Jacob havde flere gange talt om, at vi i år skulle have en fisketur til sommerhuset, når honfiskene ankom til Limfjorden. Vi var ikke sikre på, i hvilken grad hornfiskene var ankommet, men om ikke andet, så var vejret helt perfekt til en tur i sommerhuset, så vi tog hele familien en tur derud. Da vi kom derud, kunne farfar ikke lægge skjul på, at hans forventninger til fiskeriet ikke var det bedste, for vandstanden var utrolig lav. I løbet af eftermiddagen ville den stige, så det var da et lille lyspunkt.

Efter frokosten riggede vi grejet til, og gik et lille stykke til venstre for sommerhuset og startede fiskeriet. Det var rigtigt som farfar havde sagt, vandstanden var helt ekstrem lav, og vi fiskede et stykke tid uden at mærke eller se fisk.

Jeg troede faktisk heller ikke på at vi kunne fange noget, så jeg valgte at vade udad, for at se hvor langt man kunne komme ud. Det viste sig, at man, på grund af den lave vandstand, kunne vade et par hundrede meter ud, inden det bliver dybere. Jeg kastede ud over det dybere vand, og efter et par kast var der nap i fluen. Fisken blev ikke siddende, men nu vente troen på fangst tilbage. Da jeg kiggede ind mod kysten kunne se at Jacob også var på vej herud. I løbet af den næste halve times tid mærkede vi flere fisk der huggede, men kunne ikke få dem kroget. Der var selvfølgelig ingen tvivl om at det var honfisk, da vi havde set et par stykker i overfladen.

Da vi gik tilbage til sommerhuset havde vi endnu ikke fanget noget. Efter at have nydt eftermiddagskaffen på terressen i det dejlige sommervejr, havde Jacob ikke lyst til mere fiskeri, så farfar og jeg gik selv ned for at prøve igen. Vi vadede igen så langt ud vi kunne, og inden længe lykkedes det mig at fange en hornfisk på fluen. Til trods for flere hug, fangede vi ikke flere, men hornfisken var dog stor nok til, at der lige kunne blive et stykke til hver som forret til aftenens gode middag.

Tidspunkt: kl. 14:00-18:50
Vejret: Skyfrit, 24-26ºC, 4-5m/s NØ.



4.   19-05-2018 Villestrup å - Sandvejen

En gang imellem skal man rask følge en flygtig indskydelse, og det var netop hvad jeg gjorde, da fluegrejet blevet kylet ind i bilens bagagerum. Jeg havde ingen grundigere planer end at gå en tur langs åen, se hvad der rørte sig og vælge strategi og metode ud fra det.

Da jeg stod ved åen var min første tanke, at jeg nok ikke ville se det helt store. Der var kun små fluer/myg der sværmede over åen, og å vegetationen endnu sparsomt. Jeg stod et stykke tid og spejdede efter fisk i overfladen, men det virkede helt dødt. Jeg begav mig langsomt nedstrøms, men der gik ikke længe før jeg så en fin lille ørred stå foran en større sten. Jeg studere den et stykke tid, men kunne ikke se om den tog føde til sig. Da den ikke gik efter noget i overfladen, satte jeg en nymfe på forfanget og kastede et lille stykke opstrøms for fisken. Netop som nymfen og hugindikatoren ramte vandet steg ørreden, og huggede kraftigt på hugindikatoren. Øv, det var ikke lige det der var planen, men nu vidste jeg i det mindste, at der kunne være chance for at fiskene ville gå til tørfluen.

Et stykke længere nedstrøms så jeg endnu en ørred, og jeg prøvede igen med nymfen. Efter adskillige kast uden reaktion fra fisken, skiftede jeg nymfen, men det hjalp ikke noget; fisken ville ikke hugge. Jeg prøvede derefter et par tørfluer, men denne ørred var urokkelig. Jeg begav mig længere nedstrøms, med tanke om at komme tilbage til den senere. Jeg så nu enkelte fisk i overfladen, men de uanselige ringe de efterlod vidnede om meget små fisk, som ikke var værd at kaste til.

En ørred viste sig i overfladen helt inde under brinken, i et sving et stykke nedstrøms. Jeg kunne ikke afgøre om det var en pæn fisk, men jeg ville give den et forsøg. Da jeg ikke umiddelbart ville kunne komme nedenfor fisken og kaste til den opstrøms, kastede jeg tørfluen nedstrøms. Da fluen gled ind i svinget blev den hidsigt taget af en lille ørred. Fisken blev hurtigt genudsat, og jeg kastede igen. Igen var der en lille ørred der gik til fluen, inden den var drevet helt ind under brinken, hvor jeg havde set den anden ørred i overfladen. Tilslaget kom lidt for sent, og fisken blev ikke kroget. Jeg kastede nu lidt længere ind i svinget, og det lykkedes at få fluen til at drive ned hvor jeg havde set ørreden, men der skete bare ikke noget. Der skulle yderligere et par kast til, inde fisken gik til fluen, og denne gang kom tilslaget som det skulle, men det viste sig at være endnu en lille undermåler, så den blev hurtigt sat ud igen.

På vejen tilbage, kunne jeg se at ørreden, jeg tidligere havde kastet til, stadig stod der. Jeg kastede en del gange til den, men den ville ikke gå til fluen. Jeg besluttede at stoppe, da varmen i de åndbare waders nu var ulidelig, men tænkte at jeg nok ville komme tilbage på et tidspunkt og forsøge at overliste denne ørred.

Tidspunkt: kl. 10:50-12:40
Vejret: Skyfrit, 19-21ºC, Vindstille.



3.   20/4-22/4 2018 Vejle fjord - Fakkegrav

Solen skinnede fra en skyfri blå himmel, og temperaturen var langt over grænsen for komfort i lange bukser, da Per, Preben P og jeg ankom til huset ved Vejle fjord, som vi havde lånt til week-endens tur med fluebindingsklubben. Det fantastisk skønne vejr, og husets uovertrufne placering med udsigt ud over fjorden gjorde, at vi efter blot få minutter på terrassen havde svært ved at beslutte, om vi overhovedet skulle fiske, eller blot nyde livet og udsigten herfra. Vi kunne dog hurtigt blive enige om, at fiskeri på tom mave absolut måtte undgås for enhver pris, så frokost frem for fiskeri blev en realitet. Lidt fiskeri et par timer sidst på eftermiddagen blev det til, og vi kunne konstatere at kyststrækket, med sin varierende bund og dybde, måtte være helt ideel til havørred. Det var dog først lørdag formiddag at vi fik bekræftet, at denne vurdering var helt korrekt.

Se billede fra turen!
Som ofte før var det Preben C der tyndede lidt ud i havørredbestanden med en rigtig flot blank fisk på 65cm og 2,9kg. Jeg havde også lidt held på fluen, og fik kroget en ørred lidt over målet. En gang imellem kan man undre sig over, og forbande sine egne handlinger, for efter at have guidet ørreden stille og roligt helt ind til kysten og, uvist af hvilken grund, direkte ind i den eneste lille tangbusk jeg nærmest kunne finde, sad linen selvfølgelig urokkeligt fast i tangen. Der var kun ét at gøre, forsøge at få fat i fisken og løfte den de få centimeter der nu var fra den og ind på land, hvor jeg sikkert vil kunne afkroge den. Fisken havde åbenbart luret mig, for netop som jeg tog om den og løftede den fri af vandet, slog den et slag med halen, gled ud af min hånd og ned i dens rette element igen. Fortvivlet rodede jeg rundt i vandet og tangen efter fisken, men det eneste jeg fandt var min, ellers så fantastiske flue, men uden ørred på krogspidsen.

Aftenfiskeriet gav ikke noget, men næste formiddag var Preben C slet ikke til at stoppe. Mens vi andre affiskede lange stræk for at finde netop den plads der skulle forøge vores fangststatistik, vadede han ud, blev stående, og landede 3 fine fisk, hver på ca. 45cm.

Selv om fangsterne ikke var ligeligt fordelt mellem os, var det en fantastisk tur til et fantastisk sted, og forplejningen af både fast og vådt var som sædvanlig helt i top. Vi var alle enige om, at det forhåbentlig ikke bliver sidste gang at turen går til Vejle fjord og dette sted.



2.   15-04-2018 Mariager fjord - Bramslev bakker

Se billeder fra turen!
Jacob og jeg kørte en tur til fjorden for at se om vi også kunne have lidt held med os, som vi havde læst på nettet, at andre havde haft det sidste stykke tid. Vi parkerede nede ved vandet ved Bramslev bakker, og gik et stykke mod øst og startede fiskeriet. Vi fiskede ud forbi den lille hage der er øst for bakkerne, og efter en times fiskeri uden at se eller mærke noget, satte vi os i græsset og lavede en kop kaffe. Mens vi sad snakkede og nød kaffen, spejdede vi efter fisk i overfladen, men der var ikke nogen der viste sig. Efter kaffepausen fiskede vi lidt igen uden at mærke eller se ørreder. Til gengæld så vi store mængder børsteorm inde på det lave vand, men det havde ørrederne åbenbart ikke opdaget endnu.

Tidspunkt: kl. 15:00-16:45
Vejret: Overskyet, ca 14°C, 2-4m/s SØ.



1.   14-01-2018 Mariager fjord - Ørnedal

Se billede fra turen!
Farfar, Jacob og jeg havde planlagt, at vi i dag skulle en tur til fjorden, hvis vejret ikke var fuldstændigt uudholdeligt. Årets første tur med fiskestangen er altid speciel, og for Jacob var dagen noget helt særligt, for han skulle prøve sit nye spinnehjul for første gang.

Vi kørte ned til Ørnedal, som jo er en god vinterplads, og gik et stykke ud langs vigens østside. Vi fordelte os på er kort stræk, og der gik ikke længe før vi så fisk i overfladen, dog noget længere ude end vi kan kaste. Jacob og jeg gik og fiskede tæt på hinanden, da fiskene begyndte at vise sig i overfladen indenfor kasthold. Vi kastede ihærdigt efter fiskene der viste sig, men kunne ikke få dem til at hugge. Vi råbte efter farfar, og da han kom hen til os, havde han hug efter få kast. Det var en mindre ørred, som hoppede af, da han netop havde givet stangen til Jacob.

I løbet af et par timer, så vi næsten fisk hele tiden. Indimellem var de inden for rækkevidde, og indimellem noget længere ude end vi kunne kaste. Jeg mærkede et enkelt hug, og selv om stort set alle blink i æsken blev afprøvet, kunne vi ikke få dem til at hugge. Da vi stoppede fiskeriet og gik tilbage mod bilen, måtte vi konstatere, at det var en af de dage, hvor fiskene var der, men ikke ville noget som helst. Det gjorde dog ikke så meget, da vi havde et par hyggelige timer, og Jacob var vældig godt tilfreds med hans nye hjul.

Tidspunkt: kl. 10:45-13:10
Vejret: Overskyet, ca. 0ºC, 4-5m/s SSØ.



Copyright© 2018
Denne side ses bedst med
Microsoft internet explorer
opløsning 800x600 eller højere.