Fiskedagbog 2025

2.   05-04-2025 Mariager fjord - Bramslev Bakker

Vibeke og jeg kørte en tur til fjorden, da jeg gerne ville fiske lidt og samtidig teste de nye vadestøvler, som jeg netop havde købt. Vibeke ville gerne gå en tur langs vandet, så det passede perfekt. Vi valgte at køre til Bramslev Bakker, hvor der både er smuk natur og god adgang til fjorden. Da vi kom ned til vandet, kunne vi se, at der allerede gik fire andre lystfiskere og fiskede. De stod dog et godt stykke længere mod vest, så jeg kunne gå i gang uden at komme for tæt på dem eller forstyrre deres fiskeri. Vibeke fulgte stien langs kysten i samme retning, og jeg vadede ud og kastede fluen i det stadigt kølige forårsvand.

Da jeg havde fisket et par hundrede meter strækning igennem, kom hugget uventet, men fisken blev kroget og jeg havde en lille ørred på ca 35cm inde og vende. En flot lille fisk, blank og i fin form.

Jeg fiskede videre et stykke tid, uden at mærke mere, og lidt senere kom Vibeke tilbage fra sin tur. Vi snakkede kort med et par af de andre lystfiskere – en far og søn – som havde fisket lidt længere henne. Sønnen havde netop, kort inden Vibeke var nået tilbage, fanget en fin havørred på 45 cm.

Tidspunkt: kl. 18:00-19:25
Vejret: Skyfrit, 7-8°C, 5-6m/s NØ.



1.   01-04-2025 Mariager fjord - Vive

Efter arbejde kørte jeg en tur til fjorden for at fiske et par timer. Vejret var forårsagtigt, lunt og næsten for godt til fiskeri – sol, svag vind og næsten spejlblankt vand. Allerede da jeg ankom, tænkte jeg, at det nok ikke blev i aften, der skulle ske det store. Alligevel gik der kun omkring 10 minutter før der var hug og efter en fin lille fight kunne jeg afkroge en lille ørred på cirka 35 cm.

Resten af tiden gik mere stille for sig. Jeg fiskede videre i en times tid uden at mærke noget, men det gjorde ikke så meget – det var en af de aftener, hvor det bare var en nydelse at gå ved fjorden. Jeg gik på land og fandt et sted, hvor jeg kunne sidde og spise den medbragte aftensmad.

Efter maden fiskede jeg videre en halv times tid, men der skete ikke mere denne aften. Jeg pakkede sammen, mens solen begyndte at gå ned bag træerne, og kørte hjem mens lyset så småt forsvandt.

Tidspunkt: kl. 18:10-19:45
Vejret: Skyfrit, 12-14°C, 2-3m/s Ø.



Copyright© 2025